Bichon Havanais er en lille, kraftig hund, kortbenet, med en lang, rigelig og blød pels.
Den er en lille livlig race, der elskelig, charmerende og samtidig lidt af en spasmager.
Billede: Aiwa fra Kennel Havana By Kjelstrup
Værd at vide om Bichon Havanais
Bichon Havanais, også kaldet havaneser, stammer fra det vestlige middelhavsområde, og er blevet til i de spanske og italienske kystegne. Det siges, at den her race, på 1700-tallet, blev bragt til Cuba af italienske søkaptainer.
Størrelse
Bichon Havanais er en lille selskabshund, der i følge racestandarden ligger mellem 23 - 27 cm for begge køn (21 - 29 cm tolereres), og idealvægten ligger mellem 4,5 og 7,5 kg.
Temperament
Bichon Havanais er en lille livlig selskabshund, der har et charmerende væsen og altid klar på narrestreger. Den er en meget hengiven familiehund, der gerne vil lege med familiens børn. havaneseren er en samarbejdsvillig hund, så den er forholdsvis nem at træne.
Den er også en meget opmærksom hund, der alt den finder usædvanligt.
Havaneseren kan ikke lide at være alene for længe ad gangen, er meget knyttet til sine mennesker, og har brug for meget nærhed og god social kontakt med dens familie.
Opdragelsen af en havaneser volder sjældent problemer.
Den er meget lydhør og reagerer generelt godt på anvisninger, den er glad for kontakt og er glad for opmærksomhed. Selvom den får gå frit, og efter som den er meget knyttet til sine mennesker, bevæger den sjældent langt væk fra familien på eget initiativ. Den har minimalt med jagtinstinkt, så det er sjældent at det tager overhånden.
Aktivitetsniveau
I følge Dansk Kennel Klub har Bichon Havanais et lavt aktivitetsniveau, men når det er sagt, så elsker den at blive stimuleret både fysisk og mentalt. Havaneseren trives med daglige ture hvor den får positive oplevelser og nye indtryk, er altid klar på leg og narrestreger, og så er havaneseren også rigtig god til at svømme.
Pelspleje
En Bichon Havanais kræver meget pelspleje. Den har fra naturens side 12 - 18 cm lang pels, der er blød og glat, og den har sparsomt eller ingen underuld, og fælder derfor meget sparsomt.
Havaneseren er det vi kalder en allergivenlig race, men det gør naturlig vis ikke, at alle kan tåle den. På grund af, at den ikke har underuld, udskiller den ikke noget skæl, og egner sig derfor til mange allergikere.
Det er en rigtig god idé at vænne hunden til pelsplejen fra den er hvalp, så den bliver fortrolig med den omfattende pelspleje. På den måde kan du undgå at soigneringen bliver en magtkamp, og hellere bliver en hyggelig interaktion mellem dig og din hund (som i øvrigt elsker opmærksomheden).
Jo oftere du børster hundens pels, jo nemmere bliver det at holde den. Ellers kan det resultere i pelsklumper i større eller mindre grad, der er ubehagelige og i nogle tilfælde, endda smertefulde for din hund. Ud over det, kan der sidde meget snavs i pelsklumperne, hvilket gør dem særdeles uhygiejniske.
Resultatet kan blive, at du bliver nødt til, at klippe en ordentlig luns af pelsen for at komme dem til livs.
Foto: Kennel Havana By Kjelstrup Aiwa
Farver
Bichon Havanais findes i en del forskellige farver:
Sjældent fuldstændig rent hvid
Fawn (en dejlig ukonkret farve som betegnes som en uspecificeret gruppe af farven brun, orange eller rødlig okker) i alle afskygninger, hvor et let 'slør' af mørke spidser er tilladt
Sort
Havannabrun
Tobaksbrun
Rødbrun
Der tillades aftegninger i ovenstående farver, og tan markeringer i alle nuancer er også tilladt.
Helbredsproblemer / arvelige sygdomme
Bichon Havanais er generelt en sund hund, men som så mange andre racer, kan du opleve problemer med havaneseren også.
Fordøjelse
Nogle havanesere kan have udfordringer med sensitiv fordøjelse, som oftest kan forebygges eller afhjælpes med det korrekte foder. Det er vigtigt at du fodrer din havaneser med sund og nærende kost, der sørger for at dens næringsbehov er dækket, og at det passer til hundens størrelse og aktivitetsniveau. Vær opmærksom på, at et dyrt foder ikke nødvendig vis er et godt foder. Læs mere om foder her.
Patellaluksation
Normalt vil knæskallen (patella) bevæge sig frem og tilbage i en fure på forsiden af lårbenet, når bagbenet bøjes og strækkes. Hvis patella er 'lukseret', er knæskallen smuttet ud af den her fure, og kan være smertefuldt for hunden. Patellaluksation kan afhjælpes ved operation.
Tænder
Bichon Havanais har en tendens til tandsten, og kan i nogle tilfælde opleve problemer ifm. tandskiftet fra mælketænder til blivende tænder. Derfor er det en rigtig god idé at holde ekstra øje med dens tænder, og fra hvalp, vænne den til at få børstet tænder.
Øjne
Havaneseren har en tendens til øjenproblemer. Den kan få tårerender under øjnene, så det er meget vigtigt at du holder pelsen rundt om øjnene tør og fri for snavs. Ligemeget hvilken hund du har, skal øjnene altid være klare og uden udflåd. Er de ikke det, kan det være tegn på alvorlige helbredsproblemer.
Grå stær eller kataract er en alvorlig øjensygdom som kan gøre hunden blind, på grund af uklarheden i øjets linse. Det gode er, at grå stær kan behandles, og succesraten er god.
Du kan ikke selv se om din hund har grå stær, men kan du se små pletter, streger, eller uklar linse, vil det være en god idé at få den undersøgt af en øjenspecialist.
Linsen hos ældre hunde kan godt blive grå og uklar uden at det er grå stær, og det kræver ikke behandling.
Problemer med øjnene kan være tidskritiske, så det er en god idé at kontakte dyrlægen så hurtigt som muligt, hvis din hund viser tegn til øjenproblemer.
Vær opmærksom
De seneste år er Bichon Havanais blevet en (endnu mere) populær hunderace. Det betyder også, at du som køber, skal passe ekstra på, så du ikke får en hund der er syg eller har arvelige sygdomme (arvelige sygdomme kan selvfølgelig ikke udelukkes 100%).
Der anbefales at du køber enhund der er registreret i DKK (Dansk Kennel Klub), men også der, er der stor forskel på kvaliteten.
Nogle hvalpe er opdrættet efter sundhedstjekkede og udstillede forældre, som tit giver en Basis Plus Stambog. Her er der også stor forskel, men det betyder, at forældrene opfylder racens avlskrav.
Når du vælger opdrætter
Vær omhyggelig når du vælger opdrætter til din nye hvalp. Tag dig tid til, at finde en opdrætter, du har tillid til, og har en god dialog med.
En god opdrætter vil også se dig an, for at se, om du kan give hvalpen et godt og blivende hjem. Og opdrætteren er i sin gode ret til, at sige nej til at sælge dig en hvalp.
Spørg ind til racen, vaccinering, ormekur, socialisering, pelspleje, købekontrakt (i henhold til gældende regler i købeloven), og forvent et kvalificeret svar.
Køb aldrig en hund hvor forholdene ikke er i orden, og hvor du ikke må møde mor og resten af kuldet.
Moren skal være sammen med hvalpene, og de skal være rene trygge, livlige, og se sunde og raske ud.
BichonHavanais.dk er for dig der er vild med racen Bichon Havanais, og dens finurligheder. Her deler vi alt der har med racen at gøre og det at have hund generelt.